'They call it Africa, we call it home'

Hej venner og familie.

Så er vi nået til vejs ende og her kommer det uigenkaldeligt sidste indlæg fra de 5 mzungoer. Vi ved godt, at det er længe siden, vi sidst har lavet et indlæg, men Zanzibar fik rigtig godt fat i den allermest dovne side af os alle, så det er desværre kun blevet til dette.

Flyveturen til Zanzibar var som allerede nævnt meget speciel i og med, at vi skulle med verdens mindste fly. Det, vi dog ikke havde regnet med, var, at vi i det lille fly skulle sidde sammen med piloten. Vi var 13 mennesker i flyet, Camilla fik frontseat som co-pilot (vi tror det for alvor har kureret hendes flyskræk) og vi andre sad lige bagved og kunne følge med i det hele. Det var en kæmpe oplevelse - især fordi vi hele tiden kunne se det smukke landskab under os, herunder Kilimanjaro i al sin pragt, da vi ikke var så langt oppe over skyerne. 

Alt forløb godt under flyveturen, og da vi landede i Stonetown var alle glade. Vi fik, som reglen jo er, en drøndyr taxa fra lufthavnen (dobbelt så dyr som turen tilbage til lufthavnen), og ankom til det fineste Resort med kæmpe værelse, fine tæpper, himmelseng, personligt bad og håndvask og varmt vand! Da vi lige havde sundet os over kulturskiftet og duften af rene lagner, gik vi ned på stranden. På trods af, at vi alle egentlig har rejst meget og set en del, blev vi enige om, at denne strand topper alt, vi nogensinde har set. Vandet var krystalklart og tyrkisblåt, sandet var ultrafint og kridhvidt og hele rammen emmede af paradis (ja, sådan ville Karen Blixen i hvert fald beskrive det, og vi er blevet lidt inspirerede af hendes maleriske beskrivelser). Det var så læks! De første 3 dage overnattende vi på det store hotel og brugte udelukkende tiden på at solbade, spise god mad, drikke lækre drinks, svømme i det fine vand og iføre os vores bedste klæder samt mascara (det havde vi savnet en smule de sidste 4 fromme uger).

Efter 3. Dagen måtte vi flytte til lidt mere beskedne kår (pengepungen talte sit tydelige sprog). Vi blev fordelt i to skure, som var rimelig langt fra internetbeskrivelsen og billederne. Til gengæld var der et tilhørende fællesbadeværelse med manglende toiletpapir, insekter i hjørnerne, (koldt) vand over det hele samt skrigende mangel på en kærlig hånd fra en rengøringsdame.

Stranden var heldigvis den samme som før, og personale og stemning var helt i top. For første gang begyndte vi at møde danskere over det hele. Det lærte vi på den hårde måde, da en af os udbryder ret højt på stranden: 'det første jeg gjorde i morges var at skide' - og der så var en gruppe lige ved siden af, der kiggede meget mærkeligt og grinede højt. Lidt uheldigt. 

Stedet var meget afslappet, der var fyldt med unge mennesker og vi fik endelig vores behov for fest og ballade stillet! Derudover begyndte vi faktisk også at mingle os med andre mennesker for vores egen fornøjelses skyld, og der er både blevet erhvervet venskaber fra Aalborg, Aarhus og København. Nogle mere langtidsholdbare end andre (f.eks. Regner vi ikke med at holde kontakten med de 3 midaldrende mænd fra jyske bank filialen i Aalborg).

Det er også blevet til en enkelt tur ud af huset, hvor Anna Maj, Sanne og Camilla var på en snorkeltur, og fik lækker mad, så flotte fisk og var på en rigtig lækker uberørt bountystrand. Imens var Anne og Heidi ude og dykke to dyk, hvor de fik den store oplevelse at svømme med en flok delfiner og se en hvidtappet haj! 

Vi sluttede den 6 ugers lange rejse af med en tur i Stonetown med to nye venner fra Aarhus, hvor vi bare slentrede rundt og mærkede stemningen. 

Nu sidder vi i lufthavnen i Dar és salam, hvor vi virkelig sveder (der er Ramadan, så der er endnu engang restriktioner på tøjfronten - story of our life). Vi er fyldte med indtryk, glæde og taknemmelighed over denne tur og de muligheder, som vi har fået. Vi er dog alle også klar til at komme hjem til de længesavnede personer i Danmark og vi glæder os til igen at kunne spise leverpostej og spejedreng, rugbrød, havregryn og kylling uden sener. 

Vi ses i Danmark. Tak fordi I har læst med, det har været en fornøjelse at skrive for jer.

Kys og kram os alle 5!

Kwaheri new life

Hej venner og familie. 

Her kommer sidste indlæg fra Arusha, hvor vi lige nu sidder i verdens mindste lufthavn og venter på at skulle med verdens mindste fly til Zanzibar. Nogle (læs Camilla) har det lidt stramt over det lille fly, men vi alle er så klar til at skulle videre til sol, sommer, fest og farver!

Torsdag aften tog vi afsked med amerikanerne, hvor vi lavede bål og snobrød på ægte dansk manér. De var som utålmodige børn, da vi skulle vente på,  flammerne havde lagt sig, men da vi først kunne komme igang, var de vilde med dem. Der var ægte lejrbålsstemning med sang og guitar og vi hyggede os så meget. Vi er dog ikke helt sikker på, om de har spist en hel del dej, da kombinationen med mørket og utålmodigheden ikke var den bedste. Vi sluttede aftenen af med en 'hjemmebrygget sang' som tak til dem - melodien gik på 'New York, New York' af Frank Sinatra. Her var den lavet i ny udgave med tekst af underholdningskomitéen Anna Maj og Anne. De var vilde med den og vi er allerede endt på facebook af flere omgange. Nu venter vi bare på opkald fra et pladeselskab....

Fredag sagde vi farvel til pigerne på børnehjemmet, hvilket var ret tårevædet og sørgmodigt. Pigerne er på rekordtid kommet ind under huden på os, og vi håber virkelig, at vi kommer til at se dem igen. Vi kommer i hvert fald til at savne dem. 

Tiden i Arusha har været fantastisk, og vi har fået et helt unikt indblik i en helt anderledes livsstil end vores egen. Det har været utroligt at komme så tæt på lokalbefolkningen i landsbyen, på pigerne på børnehjemmet og menneskerne på skolen. Ikke nok med det, har vi også erfaret, at vi alle er ret loveable og efter kun 3 uger har vi fået mange kærlighedserklæringer ved vores afsked. Amerikanernes 'i love you' var ikke så overraskende, pigerne på børnehjemmets var heller ikke helt uventet, men da vores rengøringsdame holdt en tale for os (gennem en tolk) og fortalte, hvor meget hun elskede os, og at vi var blevet hendes venner, kom det da lidt bag på os. Især fordi ingen af os rigtig har talt med hende pga. Hendes manglende engelskkundskaber. 

Vi har haft lidt svært ved, hvordan vi skulle svare på disse statements (vi tror generelt, at det tager lidt længere tid for danskere at elske) - i de fleste tilfælde blev det til et 'awwwww thank you', men i andre tilfælde blev det dog til 'You too', da det ellers ville blive virkelig akavet. 

Uanset hvad har vi mødt nogle virkelig sjove, gode, sære, hjælpsomme, inspirerende, fantastiske og mindeværdige mennesker, og vi tager dem med os videre i tankerne.

Noget vi dog glæder os til på zanzibar er ikke hele tiden at skulle sidde på nåle, være 'på' og fedte for vildt (amerikanere er vilde med det). Derudover har vi nogle ting, vi skal fejre med lidt alkohol (vi har prøvet med nutella og vafler - det virker bare ikke ligeså godt som vin). Her er listen:

- Vi har alle fået 10 for vores bachelor

- Vi har fået vores første kommentar på bloggen (tak Cecilie). I den forbindelse vil vi gerne gøre opmærksom på kommentarfunktionen på et blogsite - det er tilgængeligt for alle.

- Vi har klaret os igennem 3 uger med reaktionære amerikanere og kun fået én reprimande omkring vores påklædning (den gjorde til gengæld avs)

- Vi får, på trods af adskillelige mængder nutella, stadig tilbud om ægteskab, når vi bevæger os ud i byen - yes!

- Vi kan endelig tanne for alvor i bikini uden at komme til at ligne tricoloure.

Vi skrives ved fra stranden på zanzibar, knus os alle 5

Independence day, kili og undringer

Hej venner og familie.

Efter måske lidt for megen stilhed på bloggen kommer her et lille indlæg til de bekymrede forældre. Alt går rigtig godt i vores compound, og vi har haft en masse at se til, så tiden er fløjet afsted. Et af højdepunkterne var fejringen af den amerikanske independence day med barbecue og hygge i vores have. Den kære Mary havde fået inviteret omkring 50 mennesker fra hele verden, så der var godt gang i de kulturelle indtryk. Vi stod for bagning af dansk brydebrød og lege med børnene, hvilket altsammen gik rigtig fint. Folk var imponerede over de 5 danske piger, og det blev da også til udveksling af et telefonnummer - hvem der er den heldige vil forblive uvist her på bloggen ;)

Derudover var vi i fredags på en heldagstur til verdens højeste fritstående bjerg - det imponerende Kilimanjaro. Forventningen var et par timers hygge-gåtur for foden af bjerget. Det viste sig så ikke lige at holde stik. Vi endte ud i en trekkingtur, som ledte os op til første af tre basecamps på vejen mod toppen. Nærmere betegnet 9 km gang op af det næsten 6000 meter høje bjerg. Her fik vi set regnskoven, som er den første del af en varieret vegetation på kili, samt en smuk udsigt fra 3000 meters højde. Vi alle kunne sagtens mærke, at vores krop efterhånden er bygget af nutella (hvordan kan 5 piger spise 4,5 glas nutella på 2 uger??), så det var ikke uden besvær (og lidt brok fra enkelte campers), at turen blev tilbagelagt. 

På nedstigningen fik vi masser af ros og respekt fra de som var på vej op, og vi tog selvfølgelig bare gladeligt imod og lod dem blive i troen om, at vi kom direkte fra den 5 dage lange og barske tur til toppen. Uanset hvad, kan vi i dag mærke at vi lever - vi har ualmindeligt ondt i ben og baller, så den ene dag som bjergbestigere var vist ganske rigeligt!

Som I kan høre ovenstående har vi det stadig rigtig skønt i Afrika, men en fast hverdag her leder også opmærksomheden over på de ting, som er anderledes, og vi undres gang på gang over følgende ting:

1. Hvorfor er amerikanere så bange for verden?

2. Hvorfor er der ikke nogle, der har fortalt afrikanere, at de ikke altid behøver at synge mega højt, hvis de ikke har tone i livet?

3. Hvorfor har man lyst til at bo i Afrika, hvis man ikke kan li' befolkningen?

4. Hvornår blev fleece så moderne i Afrika?

5. Hvornår begynder noget af ulandsbistanden at gå til antiperspirant og sæbe?

6. Hvorfor går alle pastorer i Danmark ikke i fake brune læderjakker?

7. Hvorfor laver alle gamle masaidamer knockles og highfives?

8. Hvorfor insisterer gammel, bleg svensker på at deltage i alt, hvad vi laver?

9. Hvordan slipper af med gammel, bleg svensker, når hun vil med til Kilimanjaro?

10. Hvorfor går bleg gammel svensker med hvid bøllehat?

11. Hvordan kan det lade sig gøre, at curlingbarnet (Anne) på 5 dage har rodet os ud i 3 seriøse kattepiner?

12. Stammer hipsterhuen egentlig fra Afrika?

13. Hvorfor er appelsinerne i Afrika grønne?

14. Hvorfor er æggeblommen i afrikanske æg beige?

15. Hvor langtidsholdbar er langtidsholdbar mælk egentlig? 

16. Hvordan kan skrællende æbler smage af benzin?

Vi går nu ind i den sidste uge som frivillige ved New Life Outreach og, selvom det bliver lidt sørgmodigt at sige farvel til pigerne på børnehjemmet og vores hverdag her i Tanzania, er vi mere end klar til sol og sommer på skønne Zanzibar! Og måske en enkelt øl...

Kwaheri fra afrikanerland

De 5

Update fra Arusha

Vigtigste lektioner fra high end society i Arusha:

Lektion 1: Hæng aldrig ud med tyendet. Det bliver sværere at bede dem om noget, når man kender dem godt.

Lektion 2: Lad være med at diskutere politik med reaktionære amerikanere. Lad i det hele taget være med at nævne Obama. Overhovedet. 

Lektion 3: Køb aldrig kun ét glas nutella, når du er ude at handle.

Lektion 4: Vis ikke for meget hud i haven, når du tanner, hvis du vil have ordnet havearbejdet.

Lektion 5: Spis kun den beef-stew, du ikke selv har lavet. Spis til gengæld virkelig meget af den, du ikke selv har lavet.

Lektion 6: Havregrød kan tage alt fra et kvarter til en time at lave og smager altid forskelligt.

Lektion 7: Gå aldrig ned på kaffe, vafler, nutella eller pandekager.

Lektion 8: Overvej altid 2 gange om du virkelig har lyst til at tilbringe en hel dag med amerikanere. 

Lektion 9: Tilbyd aldrig at give en hånd med hverken opvask eller tøjvask til afrikanere. De tager dig på ordet, og det når at blive mørkt før, du er færdig.

Lektion 10: Vælg altid film, der ikke indeholder forbudte scener, når to amerikanske midaldrende mænd inviterer på movie-night. Det bliver meget nemt akavet.

Lektion 11: Undervurdér aldrig svært overvægtig fitness-instruktør. Den krop ER virkelig atletisk.

Lektion 12: Lad være med nogensinde at udfordre Paul. Han kender en ukrainsk præst, hvis speciale er at slå ihjel uden våben. Desuden ejer han et baseballbat, som han ynder at bruge til beskyttelse af hans døtres dyd (nu også vores).

A slum feeling

Det her indlæg har været længe undervejs. Både fordi det omhandler en oplevelse, som vi har haft behov for at bearbejde, men også fordi, vi har haft rigtig svært ved at sætte ord på det. Vi ved, at vi normalvis ynder at fylde vores indlæg med spøjse betragtninger og kommentarer. Derfor må vi advare allerede nu om, at dette indlæg bliver mere alvorligt og beskriver en barsk side af livet i Afrika.
Det føles allerede nu som længe siden, men i dag er det kun en uge siden, vi sad i Kenya og besluttede os for at besøge Kibera i nairobi. Kibera er Afrikas allerstørste slum og huser over 1,5 mio mennesker, der bor så tæt som dyr i en stald. Vi blev fulgt af vores ven, Rick, som har boet i Kibera i 8 år. Det var en stor oplevelse at gå med Rick, da han, på trods af de barske vilkår, udstrålede en enorm livsglæde og også stolthed over den måde, menneskene i Kibera formår at leve sammen, og den solidaritet det er. Vi havde efterladt alle vores værdigenstande hjemme i campen, da røverier er en del af hverdagen. Især mod hvide mennesker, da de udstråler rigdom.
Da vi gik ind i slummen, ændrede lugten og luften sig drastisk. Luften var meget trykkende, og lugten bar tydeligt præg af, at det underlag, vi gik på, var lort, affald og ting, man ikke har lyst til at tænke på, man træder på. Lugten fik kvalmen frem hos os alle, men af respekt for menneskene, var vi nødt til at undertrykke det. Rick fortalte os, at i Kibera koster det penge at komme på toilettet. Når en familie så står med 1 dollar i hånden og skal vælge, om de skal købe mad eller gå på toilettet, vælger de selvfølgelig mad. I stedet har man "flying toilets", hvor folk efterlader deres gøren i en pose og smider det på gaden. Derfor er det bogstavelig talt lort, man går på!
Først besøgte vi en skole. Det var en meget barsk oplevelse. Der gik 350 børn og mange af dem boede der, fordi de var blevet forladt af deres forældre som spædbørn. Da vi så de mindste børn, kom tårerne frem, og det var en hjerteskærende oplevelse at se, de dårlige vilkår disse børn levede under og de tomme øjne, de havde helt uden glæde og livslyst. Disse tomme blikke har brændt sig fast på nethinden hos os. Vi fik også fortalt, at der på skolen ikke var penge til at give børnene mad hver dag. Og den dag, vi var der, ville de ikke få noget! Den viden var meget hård for os alle, hvordan skal man lige forholde sig til det?! Klasseværelserne på skolen var bittesmå, men der sidder alligevel op til 80 børn til timerne. Forholdene var meget dårlige.
Vores tur til Kibera'en kostede os lidt penge, der gik ubeskåret til et projekt, som vi også besøgte. Her syede de hygiejne bind til unge teenagere, fordi hygiejnen er så dårlig, at mange får sygdomme i underlivet. Disse bind kunne kogevaskens og genbruges, og ligeledes undgår man, at der bliver smidt bind på gaden! Der var et rigtig godt projekt, som vi var glade for at støtte!
Vores guide, Rick fortalte os, at HIV, voldtægter og incest er en del af hverdagen, når man lever i Kibera. Familierne lever meget tæt, og sex bliver derfor introduceret for børn i en meget ung alder, ligesom den seksuelle debut ofte er omkring 8-års alderen. Kondomer er et kulturelt tabu, hvorfor HIV bliver spredt. Rick fortalte, at mange tjener penge på at sælge sex, men man tjener det dobbelte, hvis man er villig til at undlade kondom. Ligeledes bliver det betragtet som en hån, hvis folk uddeler kondomer, når det er mad og vand, der er brug for. Derfor er det ikke så underligt, at sådan en forfærdelig sygdom breder sig. Når det umiddelbare behov er at stille sulten, kan man måske godt forstå, det ikke giver menig at tænke på, om man får HIV.
Vi vælger at stoppe indlægget her, fordi det er svært at beskrive oplevelsen med ord. Det er noget, man skal se med egne øjne. Selvom, det var en barsk oplevelse, har vi hver især taget noget med os videre. Det, vi husker tydeligst er, hvor søde og glade alle børnene i gaderne var, når de så os. Børn er bare skønne, fordi de ikke ved, hvad der er godt og dårligt, og fordi den glæde giver lidt håb!
Det blev meget Karen her til sidst - vi lover at forsøge at lave et sjovt indlæg næste gang.

Msungo

Hej venner og familie. 

Så har vi været i Arusha, Tanzania i en uge, og vi har fået en fast hverdag med new life outreach-organisationen på børnehjemmet Hayley's house og i skolen New Life Acadamy.

New life outreach er en kristen organisation, og der er derfor andagt hver morgen med alle de ansatte og os, hvor der synges virkelig smukke lovsange, bedes og prædikes på swahili. Vi har en tolk, der kæmper en brag kamp for at følge med. Andagterne er en udfordring for de mindre kristne i gruppen, da det hele er meget nyt og anderledes. Alle er dog enige om, at det er en stille og rolig måde at starte dagen på, selvom nogle hellere ville sove længe (læs. Anna maj).

Når andagten er ovre går vi den fineste, krogede og støvede vej gennem landsbyen, hvor vi hilser på de lokale børn, som løber os i armene og råber 'msungo, msungo' - 'hvide menneske'. Det er meget specielt at opleve, at vi hele tiden kun defineres efter vores hudfarve, når det aldrig tidligere er noget, man har tænkt over. Børnene følger os et godt stykke op af vejen hånd i hånd, og vi er godt på vej til at tabe vores hjerter til dem. Vi kan ikke udelukke, at vi er flere hjem i flyveren, end vi var, da vi kom.

Alle de lokale, vi møder, hvad enten det er stenarbejderne, skoledrenge eller ældre kvinder, der transporterer varer på hovedet, hilser os med høflige fraser på swahili: 'jambo', 'karabi', 'mambo' og vi svarer efter bedste evne efter Paul har givet os et lynkursus på swahili.

Vi møder ind på skolen omkring kl. 10, hvor børnene er igang med deres grødmorgenmad - en meget tynd masse, der ligner en bleg øllebrød, som serveres fra store spande. Vi fordeles i 5 klasser - her i starten har vi været i indskolingen - og her har vi 2 timer, hvor vi hjælper, hvor vi kan, med retning af opgaver, lektiehjælp, tegning af undervisningsmateriale og ellers bare observerer og suger til os. 

Eftermiddagen har vi fri indtil kl. 15.30, hvor vi nyder de få solstråler,  som ENDELIG er begyndt at skinne på os efter knap 14 dage i skiundertøj (det er vinter i Afrika lige nu, og det havde nogen glemt at fortælle, selvom nogen havde læst 'Turen går til').

Kl. 15.30 besøger vi børnehjemmet Hayley's House og leger med pigerne, som er i alderen 5-16 år. Vi spiller stikbold, volley, stopbold, avisleg, frugtsalat og forskellige afrikanske lege.

I går afleverede vi den kæmpe kuffert, som vi havde medbragt fra DK, med alle gaverne til pigerne. Der var en masse LEGO, dukker, bamser, tasker, balloner, farver, malebøger, og en masse tøj. Tingene falder virkelig på et tørt sted og vi ville ønske, at alle, der har bidraget, kunne se ansigterne på pigerne, da de modtog dem. De blev så glade!

Aftenerne derhjemme i vores lejlighed går som oftest med madlavning, bezzerwizzer, kortspil og snak suppleret med orgier af snacks, pandekager eller vafler! 

Det er en kæmpe oplevelse for os at være her. Alle er fantastisk venlige mod os, og gåturen i den lokale landsby og tiden med pigerne på børnehjemmet giver os et kæmpe kulturelt indspark. Vi har det rigtig godt, Afrika er kommet under huden på os alle og vi trives så godt sammen. Vi har dog lige haft 2 sårede soldater (Heidi og Anna Maj) med maveonde og migræne. Heidis migræne var en endagsforestilling, men Anna Majs sygdom har fået lidt mere fat, hvilket har betydet at hun endnu ikke rigtig har kunnet være med på skolen. Hun er ved at få kuller af at være indespærret i den amerikanske boble, så vi håber, hun snart er på toppen igen. 

Alt godt,

De 5 msungoer

The American Way

Hej venner

Så er det blevet tid til en lille update fra Arusha i Tanzania, hvor vi for første gang har oplevet et mindre kulturchok. Og her tænker vi ikke på selve det afrikanske folk, men på, at vi er landet ned i en lille amerikansk oase. Vi bor sammen med 3 amerikanske ægtepar, som alle er stereotyperne på reaktionære kristne republikanske sydstats-folk. Indtil videre føles det ikke rigtig som om, vi er i Tanzania, men nærmere i New Orleans, Louisiana. Vi bor fordelt på to værelser med eget køkken og bad i et område bevogtet af høje betonmure og vagtværn døgnet rundt, hvilket ikke er usædvanligt for mere velstillede i Tanzania.

Her følger en kort beskrivelse af de mest fremtrædende amerikanere, som vil være vores naboer de næste 3 uger (yay) og er årsagen til megen morskab:

Mary: 

Svært overvægtig fitness-instruktør, der selv beskriver sin krop som atletisk. Hun har absolut ingen situationsfornemmelse og kører gerne monologer i op til en halv times varighed, selv når hun kan se, vi har travlt med andre ting. På trods af vores febrilske forsøg på at slippe af med hende, lader det til, at det kun er toiletbesøg eller mad, der kan stoppe hendes talestrøm.

Hun mener selv, at hun er meget bevidst om sin krop, og at afrikanerne kunne lære et og andet af hende om ernæring og sundhed.

Lige nu sidder hun i samme have som os med et kæmpe krus med en kat på og kommer ofte med en spændende kommentar til hynderne i haven, hundene, som går rundt eller vasketøjet på snoren. Hun er en sand treat.

Paul: 

Måske den mest reaktionære republikaner i flokken, og det kommer ikke bag på os, hvis han ejer minimum 5 guns. Han ynder at komme med historier om hans fortid som ekstremt voldelig, hvor han har slået op til flere afrikanere ned. Denne voldelige side kommer ofte op til overfladen igen, når han cruiser rundt i den tanzanianske trafik, hvor han bander og svovler over de indfødte fjolser. Han har dog også en blød side, som kom frem i biografen den anden dag. Han mente, at 'Man of Steel' var for voldelig og fortalte, at han selv mest er til romantiske historier. Hans passion for det voldelige og det romantiske forenes i hans ægteskab, hvor han ofte får slag af sin kone. Smukt.

Han mener i øvrigt, at det eneste, vi har brug for at lære at sige på Swahili er 'don't touch me', og at danskerne i det hele taget er alt for høflige.

Regie: 

En rigtig American dad! Han har totalt far-humor og kommer hele tiden med små tørre jokes, der leveres med et stift ansigt, så vi aldrig ved, om han mener det eller ej. Han er sød og rar og den mest normale i flokken. 

Ronan:

Vil have os til at kalde hende 'mamma Ronan' og forsøger i det hele taget lidt at behandle os som hendes børn. Hun udbryder ofte 'oh Jesus'og 'Lord save us all' på ægte sydstatsmaner og er i det hele taget meget dramatisk og teatralsk i sin fremtoning. Hun er Regies kone og omtaler ham kun som 'daarling', 'hoooney', 'ma love' og 'ma' wonderful husband'. Hun er i øvrigt en ægte tilbudshaj og har kun købt 5 ting i sit liv til fuld pris, hvilket er ret imponerende eftersom hun, mens vi har set på, har købt 2 ting til fuld pris.

De ræverøde psykologer er under pres og får virkelig udfordret deres politiske og personlige tolerance. Det er godt, vi har hinanden til supervision (læs. bagtaling)

Ovenstående lyder måske negativt, men generelt kan vi sige, at de er så hjælpsomme, (over)beskyttende og flinke mod os. De kører os rundt til alting, tager ud og handler med os, tager os til the gym og i biografen mm. Vi glæder os dog rigtig meget til at træde ud af den amerikanske boble og komme igang med hverdagen på skolen og børnehjemmet i morgen. 

I dag har vi handlet ind til en uge og har brugt 250.000 tanzanianske schillings (do the math yourself) og har både købt rugbrød, grøntsager, nutella, bønner, snacks osv. Vi har det godt. 

Knus og tanker fra os alle 5.