mandag den 24. juni 2013

The American Way

Hej venner
Så er det blevet tid til en lille update fra Arusha i Tanzania, hvor vi for første gang har oplevet et mindre kulturchok. Og her tænker vi ikke på selve det afrikanske folk, men på, at vi er landet ned i en lille amerikansk oase. Vi bor sammen med 3 amerikanske ægtepar, som alle er stereotyperne på reaktionære kristne republikanske sydstats-folk. Indtil videre føles det ikke rigtig som om, vi er i Tanzania, men nærmere i New Orleans, Louisiana. Vi bor fordelt på to værelser med eget køkken og bad i et område bevogtet af høje betonmure og vagtværn døgnet rundt, hvilket ikke er usædvanligt for mere velstillede i Tanzania.

Her følger en kort beskrivelse af de mest fremtrædende amerikanere, som vil være vores naboer de næste 3 uger (yay) og er årsagen til megen morskab:

Mary: 
Svært overvægtig fitness-instruktør, der selv beskriver sin krop som atletisk. Hun har absolut ingen situationsfornemmelse og kører gerne monologer i op til en halv times varighed, selv når hun kan se, vi har travlt med andre ting. På trods af vores febrilske forsøg på at slippe af med hende, lader det til, at det kun er toiletbesøg eller mad, der kan stoppe hendes talestrøm.
Hun mener selv, at hun er meget bevidst om sin krop, og at afrikanerne kunne lære et og andet af hende om ernæring og sundhed.
Lige nu sidder hun i samme have som os med et kæmpe krus med en kat på og kommer ofte med en spændende kommentar til hynderne i haven, hundene, som går rundt eller vasketøjet på snoren. Hun er en sand treat.

Paul: 
Måske den mest reaktionære republikaner i flokken, og det kommer ikke bag på os, hvis han ejer minimum 5 guns. Han ynder at komme med historier om hans fortid som ekstremt voldelig, hvor han har slået op til flere afrikanere ned. Denne voldelige side kommer ofte op til overfladen igen, når han cruiser rundt i den tanzanianske trafik, hvor han bander og svovler over de indfødte fjolser. Han har dog også en blød side, som kom frem i biografen den anden dag. Han mente, at 'Man of Steel' var for voldelig og fortalte, at han selv mest er til romantiske historier. Hans passion for det voldelige og det romantiske forenes i hans ægteskab, hvor han ofte får slag af sin kone. Smukt.
Han mener i øvrigt, at det eneste, vi har brug for at lære at sige på Swahili er 'don't touch me', og at danskerne i det hele taget er alt for høflige.

Regie: 
En rigtig American dad! Han har totalt far-humor og kommer hele tiden med små tørre jokes, der leveres med et stift ansigt, så vi aldrig ved, om han mener det eller ej. Han er sød og rar og den mest normale i flokken. 

Ronan:
Vil have os til at kalde hende 'mamma Ronan' og forsøger i det hele taget lidt at behandle os som hendes børn. Hun udbryder ofte 'oh Jesus'og 'Lord save us all' på ægte sydstatsmaner og er i det hele taget meget dramatisk og teatralsk i sin fremtoning. Hun er Regies kone og omtaler ham kun som 'daarling', 'hoooney', 'ma love' og 'ma' wonderful husband'. Hun er i øvrigt en ægte tilbudshaj og har kun købt 5 ting i sit liv til fuld pris, hvilket er ret imponerende eftersom hun, mens vi har set på, har købt 2 ting til fuld pris.

De ræverøde psykologer er under pres og får virkelig udfordret deres politiske og personlige tolerance. Det er godt, vi har hinanden til supervision (læs. bagtaling)

Ovenstående lyder måske negativt, men generelt kan vi sige, at de er så hjælpsomme, (over)beskyttende og flinke mod os. De kører os rundt til alting, tager ud og handler med os, tager os til the gym og i biografen mm. Vi glæder os dog rigtig meget til at træde ud af den amerikanske boble og komme igang med hverdagen på skolen og børnehjemmet i morgen. 
I dag har vi handlet ind til en uge og har brugt 250.000 tanzanianske schillings (do the math yourself) og har både købt rugbrød, grøntsager, nutella, bønner, snacks osv. Vi har det godt. 

Knus og tanker fra os alle 5.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar