søndag den 23. juni 2013

Into the wild


Hej igen.
Mandag d. 17. Juni stod 5 trætte og lidt forfrosne campere meget tidligt op for at spise morgenmad, inden turen gik til masai mara, hvor vi skulle på safari.
Efter morgenmaden blev vi præsenteret for vores chauffør, Onesmus og kok, Joseph! Vi blev informeret om, at vi skulle fungere som en familie på vores tur, men vi var bange for, vi allerede på ganske kort tid fik drevet dem til vanvid med vores sangleg i bilen. Dog forsikrede de os om, at de var glade, så længe vi var glade! Typisk Afrika!
Køreturen tog ca. 7 timer, og særligt Anne og Camilla hyggede sig på bagsædet med sang. Dette til ære for Sanne, som ikke har musik med selv - dumt! Anna maj fik hørt en masse britney spears, og heidi nød rasmus seebachs skønne og meget opfindsomme, dybe tekster! På trods af mange timer i bilen, føltes det ikke som lang tid. På hele turen var der mange ting at se på; masaibønder, der vandrede med deres kvæg og geder, små lerhuse, dyr - alt hvad man forbinder med Afrika, men som man alligevel er vildt at opleve selv!
Da vi endelig nåede frem til vores Camp, blev vi(især Anne) meget positiv overraskede over, at vi skulle sove i hytter, idet vi havde regnet med at skulle bo i telt. Derfor var det ren luksus at skulle sove i senge med eget toilet og bad. Lejren var omgivet med vilde dyr, så det var fint ikke at skulle sove i telt...
Samme eftermiddag havde vi en to timers game-play i masai mara, hvor vi oplevede en masse forskellige dyr. Game play kalder man det, når man kører rundt på safari, fordi man vinder hvis man ser dyr og taber hvis man ikke ser.
Om aftenen kom vi tilbage til et veltilberedt måltid mad, som Joseph havde lavet til os. Vi var helt oppe at køre over hans tomatsuppe, den var verdens bedste. vi erfarede dog senere, det var Knorrs suppe! det siger lidt om, hvor nemt vi er at begejstre. Da vi havde spist, gik vi ned i hytten, hvor vi bare hyggede os. Desværre fik vi ødelagt en seng. Det var godt nok Anne, der gjorde det, men Heidi fik skylden. Hendes nødskrig fik tilkaldt hele personalet, som troede, det var elefanter, der havde nærmet sig. De morede sig ret meget over, det blot var en ødelagt seng. Dumme danske piger. Ved samme lejlighed fik vi mødt vores private masai vagt, der med sit spyd, skulle holde de vilde dyr væk. Han var traditionel masai klædt men pyntet med en hipster arsenal hue - han anede dog ikke, hvad arsenal var og fattede ikke en meter engelsk, han stod bare og smilede. Vi fik os et par gode grin, da vi skulle prøve at lære lidt swahili, som vi ikke var så gode til.
Dagen efter havde vi game play hele dagen.  vi så alt, zebraer, gazeller, løver, giraffer, gepard, elefanter, flodheste, krokodiller, vortesvin osv. Der ingen tvivl om, at vi var meget heldige. Dog var Anne slemt skuffet over at erfare, der ikke findes tigre i Afrika, og indtil vi fandt løverne, var hun svær at imponere :-)
Onsdag stod vi op kl 5.30 og kørte ud i parken inden solopgang. Her kørte vi rundt et par timer, inden turen gik mod Lake nakuru. Vi kørte kl 9.30 om morgenen og tilbragte ca 12 timer på farten. Dette skyldtes bl.a. et bilnedbrud, hvor vi strandede på en Kenyansk motorvej i lang tid. Vi oplevede en meget presset chauffør, men heldigvis strømmede hjælpsomme kenyanere til for at assistere og til sidst kom vi afsted igen. Vi formåede at holde humøret højt hele vejen igennem, hvilket vores søde chauffør satte meget pris på.
Her fik vi virkelig et indblik i, hvor solidarisk et folk, kenyanerne er - alle der kørte forbi(og det var mange) spurgte, om vi havde brug for hjælp. Her kunne danskerne lære lidt.
Inden vi ankom til næste safari destination, gjorde vi holdt i Kenyas 4. Største by, Nakuru. Her blev vi siddende i bilen, mens tiggerne samlede sig om den. Vi var en smule utrygge her, og da en nøgen mand begyndte at løbe rundt om bilen, valgte chaufføren at låse døren. De fortalte os senere, at folk her godt kan finde på at smadre ruderne for at stjæle, så vi er glade for, der ikke skete noget.
Kl 21 ankom vi langt om længe til vores camp efter mange timer på vejen. Vi havde heller ikke rigtigt fået mad, så Joseph skyndte sig at lave lidt til os. Søde Joseph. Det skal tilføjes til historien, at han blev ret overbevist om at skulle giftes med Camilla, så han flirtede godt og grundigt og omtalte hende som "my lady". Han var virkelig også skøn, og vi faldt alle lidt for ham! Undtagen Anna maj, som ikke rigtig formåede at komme under huden på ham!
Torsdag morgen havde vi en 3 timers game play rundt omkring Lake nakuru. Her var vi ved at være lidt mættede af safari og dyr, så da vi vendte næsen hjemad var vi glade.
Alt i alt var safari en once in a lifetime oplevelse! Vi vælger at slutte dette indlæg med Karen blixens smukke beskrivelse af at være på safari: "noget, der gør, at man glemmer alle livets sorger og føler det hele døgnet rundt som om, man havde en halv flaske champagne i sig, ganske opfyldt af den mest inderlige taknemmelighed over, at man lever." Og ja vi ved godt, det er lidt for dybt, og det er endda kun Heidi, der har læst "Den afrikanske farm", men man kan ikke være i Kenya uden at nævne hende. Så værsgo!

Vi håber alt er godt derhjemme.
Knus os alle

Ingen kommentarer:

Send en kommentar